Mor ud over kanten...

Jeg har denne uge haft nogle dage med stresssymptomer. Jeg får høj puls ca 110, flagrende fornemmelse i brystet...nogle gange gallopperende hjerte istedet, ryster på hænderne, bliver svimmel og genererel uro i kroppen. Det plejer dog at være meget kort tid af gangen. Men denne gang er det flere dage, hvor jeg har haft uroen og ca en time af gangen også pulsproblematikken.
Det startede for lidt over to år siden under en fyringsrunde på arbejde, hvor jeg fik episoder med høj puls. Det er paradoksalt meget sjældent på arbejde jeg får det. Der har jeg min kittel, mit professionelle ansigt at holde mig til. Jeg ved hvornår min vagt starter og slutter, og kan næsten altid føle at opgaverne er overskuelige.
Men af og til får jeg problemerne her hjemme....hvis jeg får meget travlt kan mit hoved lige pludselig gå helt i sort...lige som op til en eksamen, hvor jeg bare ikke kan se mig ud af hvordan jeg skal prioritere tingene. Men oftest er det overbelastning i det daglige, eller hvis jeg følelsesmæssigt bliver presset. Hvis jeg bliver ked eller nervøs mærker jeg det rigtig tit. Min grænse har lige som bare rykket sig.
Men mest af alt er det mine børn der kan drive mig ud over kanten...og jeg siger kanten, fordi jeg simpelthen ikke får sagt fra i tide, og bede andre om at tage over. Jeg elsker mine børn, og elsker at bruge tid med dem. Men de bruger virkelig også alt min energi nogle gange.
Anton som er 10 år er jo handicappet...og mentalt ca 3 år gammel. Så han er jo stadig meget mors dreng. Han kalder på mig konstant. Der er dage, hvor man bare ikke orker ordet MOR en gang mere. Han skal have hjælp til rigtig mange ting, så man er på hele tiden. Når han skal spise, drikke, have tøj på, medicin, hjælp til at skifte film, på wc, keder sig og er på ballade mm. Desuden er han netop mentalt 3 år, og prøver meget grænser af, og har lige nu (ok gennem noget tid) en del uhensigtsmæssig adfærd, hvor han slår, råber, bider sig selv og andre, og ja bare opsøger de ting han ikke må. Samtidig er han den kærligste dreng, med en masse humor, som bare gerne vil have hyggetid.
Og ja så lillebror som er 6 år. Normal dreng, med krudt i bagen. Og så har han jo ikke en bror at lege med, så han vil jo også hele tiden søge voksenkontakt. Lige nu vil han gerne spille bakugan med mig hele tiden...og jeg aner ikke hvad hans hjemmedyrkede regler går ud på :-). Og jeg vil så gerne, også så han ikke altid skal komme i anden række, efter Anton og hans helt grundlæggende behov. Men nogle dage render jeg nærmest bare pendulfart mellem dem, for at gøre det mest nødvendige...og så lige vaske lidt tøj, sørge for aftensmad mm.
Og så er det jeg lige pludselig ikke kan mere...kan godt mærke irritabiliteten og trætheden inden....men får ikke sagt fra.  Og så får jeg det skidt. Og som sagt plejer det at være lige så hurtigt ovre igen, men denne gang sidder det lidt bedre fast.
Men den sidste måned har også været med at vende sig til delebørn, hvor drengene så har været her det meste af tiden, fordi far har været ude at rejse med arbejde, og en efterårsferie, hvor man bare ikke lige får pausen fra børnene, mens de er i skole, og så inden ferien havde Anton lige en sygedag grundet et epileptisk anfald, og der var jubilæum på Gustavs skole mm... og så har kæresten haft nattevagter nogle dage, hvor jeg kommer til at stå lidt alene så. Små ting, men akkumuleret voksede det mig lige over hoved. Og jeg ved jo at jeg bare skal sige til. Men får det bare ikke altid gjort. Så denne gang, sad jeg og var gået kold ca 1 time før hun skulle på arbejde...så hun endte med at ringe og melde "kæreste-syg", og blev hjemme og hjalp mig til at kunne koble lidt af. Men først idag har jeg ikke uroen i kroppen, først nu føler jeg det har sluppet helt denne gang.
Og det irriterer mig, og skræmmer mig lidt...ville gerne kunne klare det hele, og var vant til at kunne det. Handicappet barn, ingen nedsat arbejdstid (30 timer som før jeg fik børn), en del organisationsarbejde og frivilligt arbejdede med julekalendere mm. Og nu må jeg erkende at jeg bare ikke kan det hele. Nogle gange kan hverdagen være nok, og mine elskede drenge kan presse mor ud over kanten....