Drengenes farfar døde i nat. Han har været syg i mange år, og vi har flere gange troet at nu var det sidste jul, fødselsdag eller lignende. Men denne gang stødte der noget til, og han overlevede ikke. Han sov stille og roligt ind i nat. Min overbevisning er at børn skal opleve døden som noget naturligt og være en del af det. Hvis de overhoved er gamle nok til at forstå det. Kan selv huske, at jeg som stort barn 10-12 år, så min morfar, da han død blev båret ud af sit hjem. Så flot og fredfyldt i pænt tøj. Et godt minde at have. Så med en dreng på 6 år, der er begyndt at tale om sjæl, himmel og engle. Så skulle han selvfølgelig være en del af det. Han oplevede farfar blive indlagt lørdag, så han vidste han var dårlig, og vi havde snakket om at han måske ikke kunne blive rask igen. Han havde heldigvis også nået at være med på sygehuset og besøge ham igår. Så da vi imorges kl 6 fik besked om at farfar var sovet ind, tog vi straks på sygehuset. Den store var heldigvis i aflastning, så han ikke var midt i tumulten (og det er en helt anden historie, hvordan vi får ham til at forstå det).
Gustav så sin farfar. Sagde farvel til ham, men ville ikke røre ved ham. Syntes han så underlig og stiv ud. Og det gjorde han jo også. Efter små 5 minutter tog jeg ham med hjem. Vi talte om at sjælen er det der gør kroppen blød og levende. Og at farfars sjæl var på vej ud af kroppen op til himmelen, for at blive en engel. At vinduet på stuen på sygehuset var åbent at samme grund. At kroppen kun er en tom skal nu. Og at englen er alt det gode af farfar - uden sygdom. han har det godt, og han kan gå rundt selv igen. Han er oppe i himlen hos oldemor. Gustav har peget på en passende sky :-). Så håber og tror det var den rigtige beslutning at have ham med.
Og så oven i det alt sammen, så er det frygtelig underligt at være lidt på sidelinjen af det hele. Fordi jeg nu gennem lidt over et halvt år har været eks svigerdatter. Så nu er jeg væsentligst børnebørnenes mor. Jeg har været en del af deres familie i ca 15 år, men nu er der bare nogle andre grænser, noget der er passende og upassende. Selv om at eksmanden og jeg har det rigtig godt sammen., og faktisk stadig bor delvist sammen grundet manglende hussalg, så føles det bare lidt amputeret i sådan en situation her. Noget så stort der rammer folk, man har delt så meget med. Og så skal jeg tænke mig om, af nogle helt andre grunde end normalt ved et dødsfald, hvad der er passende at jeg tager del i. Frygtelig egoistisk, men det gør lidt ondt. Hvis det var om flere år, havde vi nok alle vænnet os til nye roller, så havde det måske ikke været helt så hårdt. Men heldigvis lader det til at jeg kan få lov til at være der for min bedste ven, midt i hans tab af sin far.
Og Gustav er klar til fodboldkamp senere idag...som han skal have far med til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar