tirsdag den 17. juli 2012

Tvangsfikseret fåreklipning

Idag havde jeg besluttet at Anton skulle til frisør. Af forskellige årsage har det ikke lige kunnet gå op på det sidste, og hans stamfrisør har ferie. Og da drengen bliver 10 år om 14 dage, og vi havde fri sammen idag, fordi vi havde en samtale med kommunen om en ny kørestol,  ja så skulle det være idag. Anton har tidligere været rigtig ked af at skulle til frisør og det var en kamp hver gang, hvor han hylede og slog og bare ikke kunne overskue situationen. Så startede vi ude hos Gitte, som er vant til at klippe handicappede børn. Og hygger roligt om klipningen med Postmand Per på videoen og bestikkelse i form af vingummi. Og hun er rolig og sød, og accepterer at han bare er rigtig ked af at skulle klippes med maskine. Anton er jo mentalt kun ca 3 år og følelsesmæssig meget labil. Så den ro og stemning er bare så vigtig for ham.
Men idag vadede vi byen rundt, og der var den ene lange kø efter den anden hos frisørene. Men en glad dreng, masser af tålmodighed, Postmand per dvd og vingummier i tasken, gjorde at vi til sidst satte os ind et sted og ventede, hvor der kun var en anden i kø. Og Anton ventede bare så flot. En halv time med en glad og forventningsfuld dreng. Dejligt.
Og så var frisøren en udenlandsk mand i 40-erne. Og nej jeg er faktisk ikke fordomsfuld. Men han havde bare ikke et gram af pædagogisk kompetance. Der var skiltet med tegnefilmsvisning, hvilket ikke var der. Men ok ingen postmand Per. Lidt morhygge og vingummier kunne vel også gøre det. Men ingen planlægning, bare en forespørgsel til om han skulle klippes kort, hvilket jeg jo var enig i. Og så tog herren ellers trimmeren frem. Og holdt hans hoved fast med sin store kæve. Først var Anton bare helt stille, og så faktisk skræmt ud. Jeg forsøgte at bløde op med lidt snak og vingummier, mens knuden i maven voksede. Så henter herren  noget køkkenrulle for at Anton ikke må komme til at savle på hans "frisørklæde" og sagde at så blev de andre kunder bare sure. Jeg burde bare have taget Anton og gået....det var simpelthen så ubehageligt og uværdigt. Jeg sad bare og fik billedet af en fåreklipning med maskine, mens dyret bliver tvangsfikseret. Akkordarbejde. Men det eneste jeg kunne finde ud af var at trøste Anton og bare få det hurtigt overstået. Til sidst slog, græd og bed Anton mig, mens han sagde at det gjorde ondt. Klipningen tog nok 5-10 min. Så vi var snart ude fra salonen igen. Anton var hurtig i godt humør igen, men må indrømme at jeg havde det rigtig skidt. Og kunne ikke undgå at græde lidt. Det var bare ikke ok. Og med så mange ting operationer, blodprøver og ubehagelige ting den dreng ind imellem er nødt til at udsættes for, så skal en klipning godt nok ikke vare ubehagelig også.
ALDRIG MERE. Om han så når at ligne nok så meget en trold. Kun hans stamfrisør der må klippe ham.

4 kommentarer:

  1. Århh hvor synd :-( for jer begge to

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja..tror heldigvis det sad mest fast i min bevidsthed bagefter

      Slet
  2. Det lyder som en grim oplevelse. Godt, I ved, hvor I kan gå hen en anden gang.

    SvarSlet